Burkina Faso er klar til afrikansk semifinale
Først Didier Drogba, siden Emmanuel Adebayor.
Søndagen har været hård ved to af de bedste angribere i afrikansk fodbold, der nu begge er elimineret i Africa Cup of Nations.
Togo fulgte nemlig efter Elfenbenskysten ud af turneringen, da togoleserne søndag aften tabte en tæt og ikke specielt velspillet kvartfinale til Burkina Faso med 0-1 efter forlænget spilletid.
Med det resultat er Burkina Faso til gengæld sikker på mindst at tangere landets hidtil bedste præstation ved de afrikanske mesterskaber, nemlig den fjerdeplads holdet blev noteret for, da Burkina Faso selv var vært for turneringen i 1998.
Den store helt søndag aften blev midtbanespilleren Jonathan Pitroipa, der efter mange år i den tyske Bundesliga er havnet i franske Rennes.
Efter en målløs ordinær kamp, der var fattig på højdepunkter, sørgede Pitroipa for sejrsmålet, da han headede et indlæg fra Charles Kaboré i nettet.
Togos træner Didier Six reagerede straks med en offensiv indskiftning, men hverken den nye mand Dove Wome, Emmanuel Adebayor eller de øvrige togolesere kunne finde vej igennem Burkina Fasos massive defensiv.
I semifinalen på onsdag skal turneringens overraskelse nu op imod Ghana, som efter Elfenbenskystens afsked med turneringen af mange regnes for favoritter til guldet. Den anden semifinale står mellem Mali og Nigeria.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde