Burnley stopper Chelseas sejrsstime med sen udligning
Andreas Christensen spillede hele kampen for Chelsea. Foto: David Klein/Reuters
David Klein/Reuters
Efter fire sejre i træk måtte Chelsea nøjes med uafgjort i Premier League, da Burnley lørdag var på besøg.
Chelsea var i kontrol det meste af kampen, men fik alligevel kun et enkelt point med sig, da Andreas Christensen og co. lørdag mødte bundholdet Burnley på hjemmebane.
En udligning med cirka ti minutter tilbage af den ordinære spilletid førte til, at kampen endte 1-1. Dermed slutter Chelseas stime af sejre i Premier League.
Inden mødet med Burnley havde London-klubben vundet fire kampe i træk. Det uafgjorte resultat betyder, at Chelsea på førstepladsen har tre point ned til Manchester City, som tidligere lørdag vandt over lokalrivalerne Manchester United.
Liverpool vil med en sejr søndag over West Ham være ét point efter Chelsea efter 11 kampe.
Publikum på Stamford Bridge kunne bryde ud i jubel efter lidt over en halv times spil. Her fik hjemmeholdet efter lang tids dominans bolden i mål.
Et millimeterpræcist indlæg fra Reece James endte i panden på Kai Havertz, der nærmest ikke kunne undgå at heade bolden ind.
Kampbilledet ændrede sig ikke derefter. Chelsea styrede kampen og kom til flere store chancer, men ind kom bolden ikke. I stedet begyndte Burnley at komme bedre med, i takt med at anden halvleg nærmede sig sin afslutning.
I 80. minut var der afkast, da Jay Rodriguez headede bolden på tværs i feltet, så Matej Vydra nemt kunne sende den i mål til 1-1.
Udligningen udløste et tungt Chelsea-pres, men hjemmeholdet måtte gå skuffet fra banen med uafgjort.
Skuffelse var der også at finde i Brentford, der lørdag mødte Norwich, som inden kampen ikke havde vundet endnu i Premier League i denne sæson. Men det har holdet nu.
Thomas Frank havde sendt Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Mathias "Zanka" Jørgensen på banen fra start. Sidstnævnte måtte lade sig skifte ud med en skade efter kun lidt over ti minutter.
Hans afløser, Charlie Goode, gjorde sig uheldigt bemærket, da han begik det straffespark, som Teemu Pukki sparkede i mål til 2-0. Scoringen endte med at blive kampafgørende, da Norwich tog en 2-1-sejr.
Det var Brentfords fjerde nederlag i træk i Premier League.
Joachim Andersen spillede hele kampen i Crystal Palaces forsvar, da holdet vandt 2-0 over Wolverhampton.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned