African Nations Cup, de afrikanske mesterskaber i fodbold, fik en dramatisk optakt, da spillerbussen med Togos hold blev beskudt fredag aften i værtslandet Angola. To spillere blev såret ved angrebet.
Bussen kom fra nabolandet Congo og havde netop passeret grænsen og var på vej ind i den angolanske Cabinda-region, da der blev åbnet maskingeværild mod den.
- Vi havde netop ordnet grænseformaliteterne og var omringet af politi, da der pludselig lød skudsalver. Vi smed os alle ned på gulvet i bussen, og politiet skød tilbage. Det føltes som om, at en krig var brudt ud. Det var meget chokerende, siger Thomas Dossevi, der til dagligt spiller i franske Nantes, til den fransk tv-station Infosport.
- To spillere er blevet såret. Vi har ikke megen lyst til at spille turneringen. Vores tanker er hos vores venner, der er såret, siger Dossevi videre.
Ifølge ham er det målmanden Kodjovi Obilale fra den franske amatørklub Pontivy og forsvarsspilleren Serge Akapo fra rumænske Vaslui, der er blevet ramt.
Den olierige Cabinda-region er ifølge BBC præget af en lokal oprørsbevægelse, der kæmper for selvstændighed.
Togo skulle ifølge planen spille sin første kamp mod Ghana mandag. Holdets absolutte stjerne er Manchester City-spilleren Emmanuel Adebayor, der tidligere var blandt danske Nicklas Bendtners rivaler i Arsenal-angrebet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned