Button er glad for at vinde intern McLaren-fight
Jenson Button udbyggede søndag sin føring i den interne McLaren-konkurrence mod Kevin Magnussen, da briten sluttede som sekser i Monaco, mens danskeren måtte nøjes med 10.-pladsen.
Det meste af løbet i Monte Carlos berømte gader lå Magnussen ellers foran sin erfarne teamkammerat, men på de sidste omgange blev Magnussen ramt af motorproblemer. Dem udnyttede Button.
- Jeg troede, at Kevin trak ind til siden for at lade mig køre forbi, men så blokerede han for mig. Jeg tror, at han havde problemer med sin motor, men jeg kom forbi.
- Det var ikke en fantastisk overhaling, for det ville være unfair over for Kevin. Han havde problemer, siger Button, som i 2009 blev verdensmester.
På spørgsmålet om, hvorvidt der var en teamordre involveret i situationen, svarer Kevin Magnussen nej.
- Jeg lod ham ikke køre forbi, og jeg fik heller ikke at vide fra teamet, at jeg skulle. Vi har ingen teamordrer hos os.
- Jeg gav ham ikke plads, men da jeg fik motorproblemer, eller hvad det var, så kørte han bare forbi mig, fordi han havde mere power, end jeg havde, lyder det fra Magnussen.
Button indledte løbet som nummer 12, men han fik altså kørt sig godt op og solidt ind i pointene.
Magnussen startede som otter og bejlede længe til en femteplads, inden motorproblemerne spolerede løbet for ham. Desuden blev han også ramt af Ferraris Kimi Räikkönen kort tid efter motorproblemerne.
Det er ikke første gang i år, at Magnussen og Räikkönen støder sammen. Det får de mulighed for igen om to uger ved det canadiske grandprix i Montreal. Magnussen har mere end antydet, at Räikkönen var skyld i søndagens sammenstød.
Inden løbet i Canada - sæsonens syvende - er Magnussen samlet nummer ni i VM-stillingen med 21 point. Det er 10 færre end Button, som er samlet otter.
Helt i front er Nico Rosberg (Mercedes) efter sin sejr i Monaco. Han har 122 point, fire mere end teamkammeraten Lewis Hamilton.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker