Caca og Utaka ødelagde Esbjergs fest

Alt var klar til fest på Esbjergs nye stadion, men til sidst var det kun gæsterne fra Odense, der kunne danse i regnen.

På det nyindviede Blue Water Arenas regnvåde græs gled OB med en 2-1-sejr søndag eftermiddag op på SAS-ligaens andenplads. Med et lynende langskud og et præcist hovedstød i 2. halvleg sørgede Caca og Peter Utaka for at OB'erne som det eneste af de to hold fortsat kan kalde sig ubesejret i SAS-ligaen.
De selvtillidsfyldte OB'ere lagde fra begyndelsen fint pres på hjemmeholdet på den tunge bane, og to hovedstødschancer fra Rúrik Gislason og Hans Henrik Andreasen gik henholdsvis forbi mål og i næverne på Lars Winde.
Hjemmeholdet Esbjerg fandt dog hurtigt sig selv i en jævnbyrdig 1. halvleg og tilspillede sig blandt andet en kæmpe chance til angriberen Tim Janssen, der var vendt tilbage efter karantæne. Hovedstødet i helt fri position blev dog refleksreddet af OB-målmand Anders Lindegaard.
Efter små ti minutter af 2. halvleg måtte OB-målmanden dog give fortabt, da selvsamme Tim Janssen satte foden på et fladt indlæg efter hurtige kombinationer i venstresiden. Hollænderens første mål for Esbjerg tilførte kampen ny energi, og spil og chancer bølgede frem og tilbage.
Men på bare ti minutter sørgede indskiftede Caca og den ellers anonyme Peter Utaka dog for at kvittere for hjemmeholdets gæstfrihed og ryddede det dækkede bord for alle tre point.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret