Camerounsk angriber skal afhjælpe Sønderjyskes målkrise
Sønderjyske-truppen får tilgang af Faris Moumbagna og Daniel Prosser. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Sønderjyske lejer den camerounske angriber Faris Moumbagna samt den ungarske offensivspiller Daniel Prosser.
Superligaklubben Sønderjyske har sikret sig forstærkning til sit kriseramte angreb og samt til den offensive del af midtbanen.
Klubben har således lejet den camerounske angriber Faris Moumbagna i norske Kristiansund BK for resten af sæsonen, og klubberne er også blevet enige om en frikøbsaftale, hvis opholdet i Haderslev skal forlænges, oplyser Sønderjyske.
- Faris Moumbagna er en talentfuld angriber, som vil komplementere vores nuværende trup og give os flere muligheder i den forreste række, siger Sønderjyske Fodbolds direktør, Jonas Lygaard, i en pressemeddelelse.
- Faris er hurtig og direkte i sin stil, og vi er ikke i tvivl om, at han vil blive et interessant bekendtskab for den danske Superliga, tilføjer han.
Sønderjyske er gået fra banen uden at score i de seneste fire kampe, og det er bare blevet til en enkelt scoring efter seks runder af Superligaen.
Det skal den 21-årige Moumbagna nu forsøge at afhjælpe. Han har spillet de seneste to sæsoner i Kristiansund BK, og inden da spillede han to sæsoner for Philadelphia Unions reservehold i USA.
I Sønderjyske bliver han holdkammerat med sine to landsmænd Victor Mpindi og Duplexe Tchamba.
Senere torsdag meddelte Sønderjyske, at man desuden har lejet den 27-årige offensivspiller Daniel Prosser i ungarske MTK Budapest for resten af sæsonen. Her har han spillet under den nuværende Sønderjyske-træner, Michael Boris.
Prosser kan ifølge Sønderjyske spille alle de forreste positioner, men han er især tiltænkt en plads på en af kanterne.
- Vi får en hurtig spiller, der er meget direkte i sit spil, og han komplementerer de offensive spillere, vi har i truppen i forvejen.
- Han ved, hvordan vi gerne vil spille, og jeg forventer, at vi ganske hurtigt får ham at se på banen i Superligaen, siger Jonas Lygaard.
Begge lejekontrakter afventer, at den internationale transfer går igennem, inden de officielt er godkendt, oplyser Sønderjyske.
Sønderjyskes næste opgave er hjemmekampen mod Viborg på søndag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned