Canada vinder VM i ishockey efter sejr over Finland
Canadas Maxime Comtois udlignede i anden periode til 1-1 i VM-finalen mod Finland. Canada endte med at vinde finalen 3-2 efter overtid. Foto: Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix
Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix
Finland formåede ikke at genvinde VM-guldet, som holdet senest vandt i 2019. I år snuppede Canada titlen.
Fra fæl nedtur til vild optur.
Canada begyndte VM i ishockey på en forfærdelig måde med tre nederlag i træk, og det var tæt på et tidligt farvel.
Men Canada rejste sig og vandt verdensmesterskabet efter en sejr på 3-2 over Finland i søndagens finale. Det var 27. gang, at Canada snuppede VM-guldet.
Der skulle overtid til, før guldet blev placeret, og her var canadierne skarpest.
Inden da havde det været en meget lige finale i lettiske Riga. To gange i kampen smed finnerne en føring.
Efter ni minutters spil bragte Mikael Ruohomaa Finland foran med 1-0.
Lidt over fire minutter inde i anden periode udlignede Maxime Comtois for Canada.
Fem minutter inde i tredje periode scorede finske Petteri Lindbohm til 2-1 på et flot skud, inden canadieren Adam Henrique udlignede til 2-2 syv minutter senere.
Der blev ikke scoret i de sidste otte minutter af den ordinære spilletid, så kampen skulle afgøres i overtid.
Her spillede mandskaberne tre mod tre, og det første mål ville afgøre kampen.
Det blev sat ind af Nick Paul lidt over seks minutter inde i kampens overtid.
I 2019 vandt Finland VM-guld for tredje gang i landets historie. Sidste år blev VM ikke afviklet på grund af coronapandemien, og der var af samme årsag ikke tilskuere til årets turnering.
Det var femte gang siden 2015, at Canada stod i en VM-finale. Senest Canada vandt guldet var i 2016.
Canadierne har haft et yderst turbulent VM, hvor holdet var tæt på et tidligt exit efter en indledning på slutrunden med tre nederlag i træk. Det ville have været en fiasko for ishockeystormagten.
Som turneringen skred frem, blev canadierne bedre og bedre, og til sidst kunne de triumfere i finalen.
Tidligere søndag tog USA bronze, da amerikanerne vandt med hele 6-1 over Tyskland, som ellers havde været en af turneringens overraskelser.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde