Cancellara slipper fra OL-styrt uden brud

Det så dramatisk ud, da cykelrytteren Fabian Cancellara bogstavelig talt væltede på hovedet ind i et afspærringshegn i afslutningsfasen af lørdagens landevejsløb ved OL i London.

Offentliggjort Sidst opdateret

Schweizeren så stærkt lidende ud, da han med forsinkelse trillede over målstregen, men han kan efter de første undersøgelser ånde lettet op: Intet er brækket.

Umiddelbart efter løbet blev Cancellara kørt på et hospital i London, og her kunne lægerne altså berolige ham med, at han slap uden brækket arm eller kraveben.

Tempospecialisten lader det dog stadig stå åbent, om han stiller op i sin gamle paradedisciplin, enkeltstarten, der køres på onsdag. Her har han en guldmedalje fra OL i Beijing i 2008 at forsvare.

/ritzau/dpa