De engelske fodboldstjerner skal blot bruge et uafgjort resultat i fredagens EM-kvalifikationskamp ude mod Montenegro, så er billetten til næste års slutrunde i Polen og Ukraine sikret.
Men Englands landstræner, Fabio Capello, frygter for kampen i Podgorica, hvor hjemmepublikummet er berygtet for at skabe en heftig, højlydt og til tider ond stemning.
- Andre trænere har fortalt mig, at det ikke bliver en nem opgave på grund af atmosfæren og tilhængerne. Alt bliver slemt, siger italieneren til AFP.
- Det bliver højlydt og intenst. Vi skal være forsigtige med ikke at blive provokerede. Vi har brug for spillere, som kan holde hovedet koldt, og vi har brug for ledere på banen, lyder det fra Capello.
Han har talt med sin landsmand Giovanni Trapattoni om at spille i Montenegro, da Trapattoni har prøvet det med Irland i kvalifikationen til VM i 2010.
- Giovanni har fortalt mig at være forsigtig med det hele. Han sagde, at jeg skulle være forsigtig, når vi er på hotellet, når vi går ud på banen, når vi er i omklædningsrummet og selv, når vi står i spillertunnelen.
- Han sagde, at noget altid kunne ske. For os bliver det anderledes end det, vi er vant til. Vi skal være forberedte på alt, siger Capello.
Et nederlag til England kan vise sig at være en mindre katastrofe. I det tilfælde har Montenegro muligheden for at snuppe førstepladsen i gruppe G fra englænderne, hvis Montenegro-holdet på tirsdag vinder i Schweiz.
Hvis det ender med at være tilfældet, må England ud i to playoff-kampe for at sikre sig kvalifikationen til EM-slutrunden.
Da holdene mødtes på Wembley tidligere i kvalifikationen, endte kampen 0-0.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker