Fabio Capello ville ikke have beklaget sig, hvis det engelske fodboldforbund (FA) havde fyret ham som landstræner efter Englands skuffende exit i ottendedelsfinalen ved sommerens VM i Sydafrika.
- Jeg ville have haft forståelse for, hvis FA havde besluttet at fyre mig. Det er ikke en god periode for mig, men jeg kigger fremad. Det er mit job, siger Fabio Capello.
Italieneren skyder også en del af skylden for VM-fiaskoen på den meget opslidende sæson i Premier League, som ifølge ham bør have indført en vinterpause.
Capello henviser til Tyskland, som slog England 4-1 i VM-ottendedelsfinalen, og som i modsætning til England har en lang vinterpause på en måned, hvor spillerne får tid til at slappe af.
- De tyske spillere ankommer altid i god form til slutrunder på grund af vinterpausen. Det er det samme i Italien og Spanien. Men i England er det umuligt at få plads til en vinterpause, fordi vi har så mange turneringer kørende. Men vi er nødt til at ændre nogle ting, før den næste EM-turnering om to år, siger Fabio Capello.
Den engelske landstræner minder om Danmarks forberedelse forud for EM i 1992, hvor de ankom uden trætte ben.
- Jeg husker altid, da Danmark vandt EM i 1992. De holdt ferie på stranden og ankom fire dage før den første kamp, fordi Jugoslavien blev udelukket, siger Fabio Capello.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker