Cardiff trues med transferforbud i Sala-sagen
Emiliano Sala omkom i et flystyrt i januar, da han var på vej til sin kommende klub, Cardiff. Foto: Stephane Mahe/Reuters
Stephane Mahe/Reuters
Cardiff nægter at betale transfersummen for afdøde Emiliano Sala til Nantes, og kan derfor blive straffet.
Fodboldklubben Cardiff risikerer at blive straffet med transferforbud i tre vinduer, hvis klubben ikke betaler transfersummen for afdøde Emiliano Sala til franske Nantes.
Det skriver Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en detaljeret begrundelse for sagens afgørelse, som faldt i september.
- Konsekvensen for ikke at betale beløbet til tiden består af et forbud mod at registrere nye spillere - både nationalt og internationalt - indtil det aftalte beløb er betalt og op til maksimum tre fulde og på hinanden følgende transfervinduer, står der i redegørelsen.
Fifa besluttede i september, at Cardiff skal betale 45 millioner kroner som den første rate i transfersummen for Sala. Samlet set stod den 28-årige Nantes-spiller til at koste Cardiff cirka 126 millioner kroner.
Sala omkom i et flystyrt i januar, da han var på vej til sin kommende klub.
Cardiff mener ikke, at klubben skal betale, fordi Sala aldrig nåede at skrive under på en kontrakt og ikke nåede at fuldføre skiftet.
Cardiff har tidligere meddelt, at klubben vil appellere afgørelsen fra Fifa til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.
Sala tilbragte stort set hele fodboldkarrieren i Frankrig. Han nåede op på 144 kampe og 48 mål i den bedste franske række, Ligue 1. Han scorede desuden 18 mål i Ligue 2.
Han spillede sin sidste kamp for Nantes, men var tidligere i karrieren forbi klubber som Bordeaux og Caen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker