Carl Froch er usikker på sejr over Kessler

De fleste boksefans er enige om, at en revanchekamp mellem danske Mikkel Kessler og engelske Carl Froch vil være en lækkerbisken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske IBF-verdensmester i supermellemvægt, der bærer tilnavnet "Cobra", føler sig efter Mikkel Kesslers overbevisende sejr over Brian Magee lørdag aften ikke sikker på, at han vil få revanche for nederlaget i Herning i april 2010.

- Det er en kamp, der kan gå begge veje. Jeg ved, at jeg kan vinde, men det bliver ikke let, siger Carl Froch til Sky Sports.

Den 35-årige englænder var ekspertkommentator for tv-stationen under Kesslers kamp mod Magee.

- Jeg ved, hvad jeg kan forvente fra Mikkel Kessler, han er en verdensklassebokser.

- Han slår hårdt med begge hænder, og når vi mødes, bliver det en kamp mellem to krigere, som begge ønsker at vinde, siger Carl Froch.

Hans promotor, Eddie Hearn, er ifølge bokseren allerede i gang med at lave de indledende samtaler med Mikkel Kesslers arbejdsgiver, Team Sauerland, om en kamp, som efter al sandsynlighed skal bokses i England.

- Jeg mener, at første skridt på vejen allerede er taget. De (promotorerne) har haft en god snak, og det ser lovende ud, i forhold til at kampen kan blive til noget, enten i foråret eller tidligt på sommeren næste år, siger Carl Froch.

Han kan dog blive tvunget til først at skulle tage en revanchekamp mod Lucian Bute på udebane.

Froch udboksede rumæneren i en IBF-titelkamp i maj i England, men Bute har en klausul om at kunne revanchere sig på hjemmebane.

- Jeg tror ikke, at Lucian Bute ønsker at tage den revanchekamp med det samme. Jeg tror, at han smyger sig udenom, og mange mennesker forstår hvorfor.

- Den eneste kamp, der giver mening for fansene, for tv og for mig og Mikkel, er en ny kamp mellem os. Den første kamp var et pragteksemplar. Jeg kan ikke vente, siger Carl Froch.

/ritzau/