Carl Froch rejser til Danmark i dag

Bokseren Mikkel Kesslers kommende modstander, Carl Froch, kommer tirsdag til Danmark.

Den engelske bokser er ligesom mange andre rejsende blevet fanget af den islandske askesky, der har lammet store dele af den europæiske flytrafik. Men arrangøren bag bokseopgøret, Sauerland Team, har lejet et privatfly, som tirsdag flyver Froch fra England til Danmark eller Hamburg.

- Vi er glade for at have tingene er i orden og at vi nu kan få transporteret "Cobraen" til Herning til hans Super Six-opgør med Mikkel Kessler, siger Kalle Sauerland ifølge den amerikanske sportskanal ESPN.

- Han overvinder en vulkan ved at hyre en privat jet, men han kommer i problemer, når en anden vulkan - "The Viking Volcano" - møder ham i ringen lørdag aften, fortsætter Kalle Sauerland.

Det var meningen, at Carl Froch skulle komme til Danmark i lørdags - en uge inden at han i Herning skal i ringen mod Kessler.

Søndag sagde den engelske WBC-mester, at han ikke ville dukke op til VM-kampen i Super Six-turneringen, hvis han ikke kunne flyve til Danmark.

Derfor har Mikkel Kesslers tyske arbejdsgiver, Team Sauerland, fået lejet et privatfly, som tirsdag flyver Froch fra England til Danmark eller Hamburg.

Selv siger Froch, at han er ivrig efter at komme til Danmark.

- Jeg er glad for, at rejsen nu er på plads. Det har ikke bekymret mig. Jeg vidste, jeg ville komme dertil på en eller anden måde. Men jeg er glad for, at jeg nu kan få fuldt fokus på kampen mod Mikkel, siger Carl Froch.

/ritzau/

Carl Forch, som lørdag møder Mikkel Kessler i Super Six-opgøret i Herning, kommer tirsdag til Danmark med et lejet fly.

Offentliggjort Sidst opdateret