Carlo Ancelotti passer på FCK

Det er en velkendt øvelse blandt fodboldtrænere, at man for alt i verden skal undgå at undervurdere sin modstander.

Måske derfor havde Chelseas manager, Carlo Ancelotti, på tirsdagens pressemøde i London travlt med at minde sine spillere om, at de endnu ikke er sikre på at gå videre til kvartfinalerne af Champions League trods 2-0-sejren over FC København på udebane.

- Det er meget vigtigt at komme videre til kvartfinalerne, men vi skal være meget påpasselige, for FC København er et godt hold, som er godt organiseret, siger Carlo Ancelotti dagen før returkampen i England.

Chelsea var ellers aldeles overlegen i den første kamp i København, hvor FCK skabte meget få chancer.

Netop den første kamp mod FCK var ifølge Carlo Ancelotti lidt af en åbenbaring for Chelsea, som på det tidspunkt havde underpræsteret gennem lang tid.

- Kampen i København var vigtig. Vi spillede godt og fik meget selvtillid, og det formåede vi at føre videre til kampen mod Manchester United (som Chelsea vandt 2-1). Så kampen var et vendepunkt, siger Carlo Ancelotti. /ritzau/

Chelseas træner, Carlo Ancelotti, roser FC København, og advarer mod at tage for let på opgaven mod danskerne.

Offentliggjort Sidst opdateret