Caroline Wozniacki slår brite ud i Eastbourne
Caroline Wozniacki tager i næste uge hul på grand slam-turneringen Wimbledon. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Tennisspilleren Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalen i WTA-turneringen i Eastbourne.
Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki er videre til kvartfinalen i WTA-turneringen i Eastbourne.
Onsdag besejrede hun for første gang britiske Johanna Konta 4-6, 6-1, 6-4 på græsset i det sydlige England.
Turneringen er Wozniackis sidste, inden det går løs ved grand slam-turneringen Wimbledon i næste uge.
Onsdagens kamp var den tredje mellem Wozniacki og Konta. De to foregående møder fandt sted i 2017 og endte med sejr til briten.
Konta gik desuden ind til onsdagens kamp med selvtillid efter at have nået til finalen i turneringen Nottingham Open tidligere på måneden.
Den førsteseedede dansker fik en skidt start på kampen. Hun blev brudt i sit første serveparti og kom hurtigt bagud 1-3. Den føring holdt Konta sættet ud, selv om Wozniacki havde to breakmuligheder i sidste parti.
I andet sæt var Wozniacki igen tæt på at blive brudt i første serveparti. Hun fik dog afværget endnu en katastrofal start og slog i stedet igen med tre partier på stribe.
Generelt virkede Wozniacki langt bedre spillende i andet sæt. Hun havde god kontrol over sine slag og ramte bolden betydeligt renere.
Derfor var det også logisk, at Wozniacki på sin femte sætbold tog sættet ved at snyde Konta ved nettet.
Wozniacki havde en gylden mulighed for at komme godt fra start i tredje sæt, men Konta afværgede to breakmuligheder og tog føringen.
Men derefter havde spillerne svært ved at holde serv. De brød hinanden på skift, indtil Wozniacki i egen serv bragte sig på 4-2 med en kontrolleret baghånd.
Tre partier senere kunne Wozniacki langt om længe strække armene i vejret som vinder efter mere end to timers spil. I kvartfinalen møder danskeren australske Ashleigh Barty.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde