Carsten Albrektsens BSV-assistent stopper

Nikolaj Jacobsen har større ambitioner end rollen som assistent i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg, og derfor stopper han i klubben til sommer, når sæsonen slutter.

Cheftræner Carsten Albrektsen må ud at finde sig en ny assistenttræner, og klubdirektør Frank Lajer forventer snart at se Nikolaj Jacobsen som chef for et modstanderhold på BSV's hjemmebane i Silkeborg.

- Nikolaj har betydet meget for den udvikling, som holdet har været igennem de senere år, og han er en afgørende faktor i de flotte resultater, vi har opnået.

- Han har udviklet sig til at være en træner på højeste liganiveau og har efterhånden 10 års trænererfaring. Derfor er det naturligt, at han har lyst til at prøve noget nyt og få sit eget hold, og vi har de sidste år vidst, at den dag ville komme inden længe.

- Så vi glæder os til at byde ham velkommen i Silkeborg Hallerne igen i de kommende sæsoner, siger klubdirektør Frank Lajer i en pressemeddelelse.

Nikolaj Jacobsen har også været assistent i Viborg HK.

/ritzau/

Nikolaj Jacobsen stopper som assistenttræner i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg til sommer.

Offentliggjort Sidst opdateret