Carsten V. erstatter fyret Nilsson i FCK

Parken Sport & Entertainment skriver i en fondsbørsmeddelelse, at klubben har opsagt samarbejdet med den svenske træner Roland Nilsson.

- Parterne er enige om, at samarbejdet ikke har fungeret tilfredsstillende, og begge parter har derfor fundet det hensigtsmæssigt at lade samarbejdet ophøre, hedder det.

I stedet har man udpeget Carsten V. Jensen som afløser, og dermed skal han både varetage jobbet som sportsdirektør og cheftræner.

- Vi har ønsket at bringe ledelse tættere på truppen og truppen tættere på ledelsen, siger koncerndirektør, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse.

- Derfor viste der sig hurtigt en tegning til denne logiske beslutning, nemlig at lade Carsten V. Jensen overtage den tidligere cheftræner Roland Nilssons ansvar for træning og kamp sideløbende med sine nuværende opgaver som sportsdirektør, siger Hørsholt.

Direktøren gør det klart, at der var store uoverensstemmelser mellem Nilsson og klubben.

- Vi må erkende, at der i et nyt partnerskab altid er nogle ubekendte faktorer, som man ikke på forhånd er herre over.

- Vi må konstatere, at der i dette tilfælde ikke var enighed mellem FC København og Roland Nilsson om, hvordan holdet skulle føres videre, og derfor må vore veje skilles, siger direktøren.

FC København ønsker Nilsson held og lykke i hans videre trænergerning og slår fast, at klubben ikke har noget at udsætte på den svenske træners faglighed og personlighed.

Nilsson tiltrådte i sommerpausen, da Ståle Solbakken forlod klubben til fordel for FC Köln. Svenskeren kom fra en stilling som cheftræner i Malmö FF.

Carsten V. Jensen er selv tidligere FCK-spiller og fungerede efter sin aktive karriere en kort overgang som assisterende træner, inden han blev sportsdirektør i 2006 i stedet for Niels-Christian Holmstrøm.

Assistenttræner Johan Lange tildeles fremover et støre ansvar.

Ifølge FC København vil Roland Nilsson mandag ikke udtale sig om fyringen.

/ritzau/

FC København har opsagt samarbejdet med Roland Nilsson. Carsten V. Jensen er ansat som ny cheftræner.

Offentliggjort Sidst opdateret