Casper Pedersen skal i mesterlære og erstatte Michael Mørkøv

Casper Pedersen hentede i 2020 sin karrieres største triumf, da han vandt det traditionsrige løb Paris-Tours. Det var kulminationen på en årrække, hvor han havde kæmpet sig tilbage fra en massiv skuffelse i 2016, hvor han dagen før første løb ved OL i Rio de Janeiro blev degraderet til reserve på Danmarks hold, der skulle køre 4000 meter holdforfølgelsesløb. Danmark vandt senere bronze, men Casper Pedersen fik ingen medalje. Han var efterfølgende tæt på at stoppe karrieren i ren skuffelse, har han siden udtalt. Foto: Guillaume Souvant/Ritzau Scanpix

Efter et lidt gråt 2022 skifter Casper Pedersen næste år til Quick-Step, som har udset sig den 26-årige dansker som erstatning for verdens bedste leadoutman.

Offentliggjort Sidst opdateret

Casper Pedersen skal udfylde store sko.

Fra 2023 skal den 26-årige cykelrytter køres i stilling som Quick-Steps erstatning for 37-årige Michael Mørkøv, der ofte udråbes som verdens bedste leadoutman.

Altså den rytter, der som en slags bodyguard i høj fart fører sit holds sprinter frem i feltet, til der er et par hundrede meter til mål, og spurten afgøres.

Men selv om det kan lyde som en tung opgave at efterfølge verdens bedste, så er Casper Pedersen særdeles tilpas ved tanken.

- Man skal have respekt for, at det ikke er alle forundt at blive verdens bedste til noget. Det er meget, meget svært, men det er min ambition.

- Det motiverer mig at sigte mod stjernerne. Hvis jeg bare sigtede efter middelmådighed, ville jeg ikke kunne give de nødvendige sidste ti procent i hverdagen, siger Casper Pedersen.

Han skifter til det succesrige Quick-Step-mandskab efter flere sæsoner hos DSM, hvor han i sin anden sæson - i 2020 - vandt det store løb Paris-Tours.

Casper Pedersen har kørt Tour de France to gange. Her er han i udbrud med Treks Jasper Stuyven på 16. etape i 2021. Danskerens bedste resultat i Tour de France er den tredjeplads, han hentede på 19. etape samme år. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix

Siden da har han været mere usynlig, men det er ikke nødvendigvis Casper Pedersen, der har den fulde skyld i det, mener Michael Mørkøv, som ser et stort lys i sin landsmand, som han selv har anbefalet som sin afløser.

- Jeg har været ærgerlig over at se ham falme lidt på DSM, hvor jeg ikke synes, at de på nogen måder har fået de bedste kvaliteter frem i ham.

- Men jeg mener, at han er en af de ryttere, der har størst potentiale til at være en god leadoutman, siger Mørkøv.

Leadoutrollen har vundet større og større respekt i de seneste år, og det er i høj grad på grund af Michael Mørkøvs overlegenhed i disciplinen.

Med glidende bevægelser, stort overblik og en høj topfart har han serveret flere forskellige af Quick-Steps sprintere til topresultater.

- Michael har haft en kæmpe værdi for Quick-Step og løftet holdets sprintere, uanset hvem sprinteren var. Han har gjort det tydeligt for alle og enhver, hvor stor en forskel det udgør at have en god leadoutman, siger Casper Pedersen.

Den 26-årige cykelrytter fortæller, at han længe har drømt om at køre for Quick-Step, som er et af sportens mest succesfulde hold. Så da muligheden bød sig, blev han begejstret, og der blev ikke stillet store krav i forhandlingerne, som endte med en toårig kontrakt.

Særligt det at skulle lære af Michael Mørkøv var en afgørende faktor, og den rutinerede specialist er klar til at give stafetten videre, når han på et tidspunkt siger stop.

- Casper er fysisk stærk og hurtig. Og så er han i høj grad løbsintelligent. Han forstår, hvordan løbene udvikler sig, og han er god til at analysere, hvor han kan gøre en forskel, siger Michael Mørkøv.

Begge ryttere har erfaring fra cykelbanen, og de kvaliteter, der er afgørende på velodromen, er også afgørende, når man skal føre en sprinter til sejr.

- Det handler meget om at sno sig igennem feltet, sidde de rigtige steder og disponere sine kræfter perfekt. Det skal samtidig gøres med kontrol og bløde bevægelser, så det er let for en sprinter at følge med, siger Casper Pedersen.

- Man skal finpudse sit instinkt til at agere bedst muligt i kampens hede. Det er sværest, når musikken spiller, og pulsen er på 180. Man skal udsætte sig selv for alle mulige scenarier, så man ved, hvordan man skal reagere i løb.

- Det er en kunst, der er svær at forklare, men det handler om, at sprinteren skal stresse så lidt som muligt.

Han ved, at han er hentet til Quick-Step på grund af sit potentiale som hjælperytter for sprinterne, men han har ikke opgivet at få mere personlig succes.

- Hvis jeg bygger min motor op, hvilket er påkrævet som leadoutman, så vil jeg også kunne gøre mig gældende i løb, hvor der ikke er en sprinter med. Så jeg har ikke lagt det på hylden, men jeg vil fokusere på at være leadoutman, og så håber jeg, at min øgede styrke kan give pote i andre løb.

Michael Mørkøv er sikker på, at Casper Pedersen også selv får mulighed for at stå øverst på pallen.

- Leadoutrollen er hans adgangsbillet til Quick-Step, men jeg tror, han kan udvikle sig og komme tilbage på det niveau, som han hører til på, og at han kommer til at vinde cykelløb.

/ritzau/

Cykelrytteren Casper Pedersen

Navn: Casper Philip Pedersen.

Fødedato: 15. marts 1996 (26 år).

Fødested: København.

Største resultater:

- Vinder af Paris-Tours i 2020.

- Vinder af EM for U23-ryttere i 2017.

- Vinder af 1. etape i PostNord Danmark Rundt i 2017 foran den franske sprinter Nacer Bouhanni.

- Samlet tredjeplads i PostNord Danmark Rundt i 2017 efter Mads Pedersen og Michael Valgren.

- Tredjeplads på 19. etape af Tour de France i 2021.

- Casper Pedersen var længe en del af det hold, der i 2016 vandt OL-bronze i 4000 meter holdforfølgelsesløb, men blev degraderet til reserve, dagen før konkurrencerne i Rio de Janeiro blev skudt i gang, så han fik ikke en medalje.

Hold:

2019-2022: Team DSM (tidligere Team Sunweb).

2018: Aqua Blue Sport.

2017: Team Giant-Castelli.

2015-2016: Riwal Platform Cycling Team.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu