Caspers færøske bordtennis-eventyr sluttede før tid

Sakskøbing-drengen Casper Løje Pedersens færøske bordtennis-eventyr sluttede før tid på grund af uoverensstemmelser med nogle få færøske landsholdsspillere.

- Der opstod problemer under vores landskampe i Grønland, hvor enkelte spillere ikke tog deres sport seriøst, og det fik jeg fortalt dem. Da vi kom tilbage til Færøerne havde vi et møde, hvor jeg blev bakket op af forbundet.
- Men desværre havde spillerne ikke forstået budskabet, så en uge efter dette møde valgte jeg at afbryde samarbejde. Det var en måned før kontraktens udløb, fortæller Casper Løje Pedersen, som fortsat taler med adskillige af de færøske spillere.

Spillerne på det færøske kvindelandshold spillede i foråret for Casper Løje Pedersens danske klub, Maribo-Holeby Bordtennisklub, i kvalifikationsspillet til den danske 1. division, hvor det akkurat lykkedes spillerne at kvalificere sig.

Nu har Maribo-Holeby Bordtennisklub valgt at trække holdet, men beslutningen er reelt truffet af det færøske forbund.
- Efter at jeg rejste fra Færøerne, har det færøske forbund tilknyttet Tommy Jørgensen. Han er også grønlandsk landstræner og fra Team Nørreå. Og så er han lærer på Tjele Idrætsefterskole, hvor de færøske spillere på kvindelandsholdet skal på flere træningsophold dette skoleår, fortæller Casper Løje.
 

Maribo-Holeby Bordtennisklub får alligevel ikke et 1. divisionshold med færøske landsholsspillere.

Offentliggjort Sidst opdateret