Cavani punkterer lynhurtigt Granadas håb om avancement
Manchester United-angriberen Edinson Cavani stod for kampens første mål i 2-0-sejren over Granada torsdag aften. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Manchester United vandt sammenlagt 4-0 over Granada og er nu klar til semifinalerne i Europa League.
Manchester United-angriberen Edinson Cavani skulle kun bruge få minutter til at pifte al spænding ud af Europa League-opgøret mod Granada.
Cavani scorede kampens første mål til 1-0 allerede efter seks minutter, og da United havde vundet det første opgør i Spanien med 2-0, var det hele reelt afgjort.
Et selvmål af Granada-stopperen Jesus Vallejo i det 90. minut gjorde det til slutresultatet 2-0.
Med den samlede 4-0-sejr er United nu klar til semifinalerne i Europa League.
Med målet nåede Cavani op på 50 scoringer i europæiske klubturneringer. Uruguayaneren flugtede bolden i mål efter et oplæg med hovedet fra Paul Pogba.
Granada lignede derefter ikke et hold, der troede særligt meget på et mirakel på Old Trafford.
Men kort efter havde Granada-spilleren Yangel Herrera dog et kvalificeret hovedstød, som gik lige forbi mål.
United havde bolden i det meste af tiden, men det var generelt en tempoforladt forestilling.
United-manager Ole Gunnar Solskjær benyttede anden halvleg til at aflaste flere af profilerne. Donny van de Beek fik chancen i stedet for Pogba i de sidste 45 minutter, og hollænderen havde blandt andet en afslutning, der gik lige uden om den ene stolpe.
Bruno Fernandes, Cavani, Mason Greenwood og Aaron Wan-Bissaka blev også skiftet ud i løbet af anden halvleg. Det gav plads til David James, Juan Mata, Amad Diallo og Brandon Williams, som alle var med til at køre 2-0-sejren i hus.
I semifinalen skal United møde AS Roma, som i sin kvartfinale besejrede Ajax sammenlagt. I den anden semifinale mødes Villarreal og Arsenal.
Semifinalerne spilles 29. april og 6. maj. Finalen spilles 26. maj i polske Gdansk.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker