Cavendish frygter tidsgrænsen hver dag på vej mod Paris
Mark Cavendish bliver hver dag hyldet på Tour-podiet som indehaver af den grønne pointtrøje. Han kæmper for at føre den hele vejen til Paris. Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix
Christophe Ena/Ritzau Scanpix
Mark Cavendish kæmper for at vinde den grønne trøje, men er nervøs for tidsgrænsen før bjergetaperne.
Med seks etaper tilbage af Tour de France har Mark Cavendish efterhånden opbygget et komfortabelt forspring i kampen om løbets grønne pointtrøje.
Det vil i givet fald være anden gang i karrieren, at han vinder pointkonkurrencen, men det kræver selvsagt, at han fuldfører løbet, og det kan vise sig at blive en lige så hård udfordring som at holde rivalerne bag sig.
De kommende tre dage skal rytterne igennem benhårde bjergetaper i Pyrenæerne, og det er slet ikke noget, der passer den 36-årige sprinter.
- Jeg er nervøs for tidsgrænsen hver eneste dag, siger Mark Cavendish.
I bjergene placerer han sig næsten altid i den såkaldte gruppetto, hvor feltets tungeste ryttere og dårligste klatrere sammen forsøger at kæmpe sig igennem etapen inden for den tilladte tid.
Kan en rytter ikke hænge på gruppettoen, må han klare sig på egen hånd og kommer ofte i alvorlige problemer. Det har kostet flere ryttere deltagelsen i dette års løb.
Cavendish håber, at de værste bjergetaper blev overstået i sidste uge.
- Det betyder ikke, at det er let. Der en forestilling om, at gruppettoen bare triller i mål, mens folk griner og joker med hinanden. Men det er ubarmhjertigt, og jeg er heldig, jeg har haft folk, der er blevet hos mig.
- Det er i de senere år blevet langt mere videnskabeligt, hvor man kan regne ret præcist ud, hvor meget kraft, man skal bruge for at nå i mål til tiden.
- På den måde kan man gå lidt ind i sig selv. Men man er stadig på hele dagen, siger Mark Cavendish.
Tirsdagens etape er den på papiret letteste af de tre kommende bjergetaper. Her skal feltet op ad fire kategoriserede stigninger, hvor kategori 1-bjerget Col de la Core er den hårdeste.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned