Cavendish styrter - Greipel sejrer i spurt
André Greipel var blevet snydt for etapesejren en gang i dette års Tour de France, da han blev besejret af Mark Cavendish på 2. etape.
Men på 4. etape var Greipel hurtigst, og Lotto-Belisol-rytteren kunne lukrere på, at Cavendish var styrtet kort inden afslutningen.
Italieneren Alessandro Pettachi fra Lampre blev nummer to i spurten, hvor flere af de bedste sprintere slet ikke var med. De var ligesom Cavendish fanget i styrtet få kilometer forinden.
Måske var det grunden til, at Tom Veelers fra Argos-Shimano præsterede at komme ind på tredjepladsen.
Sprinteren Matthew Goss Greenedge endte som firer, mens den dobbelte etapevinder i årets Tour, slovakken Peter Sagan fra Liquigas, kom ind på en lidt skuffende femteplads.
Australieren Jonathan Cantwell fra Team Saxo Bank-Tinkoff Bank kom ind som nummer seks på etapen.
Tre udbrydere var stukket af sted meget tidligt på etapen. Yukiya Arashiro fra Europcar gik i udbrud, da starten gik på etapen, og kort efter fik japaneren følgeskab af veteranen David Moncoutie fra Cofidis og Anthony Delaplace fra Saur-Sojasun.
Radioshack-Nissan måtte stå for det meste af det hårde arbejde i feltet, da ingen af sprinterholdene gad hjælpe særlig meget.
Fabian Cancellaras hold indhentede de tre lykkeriddere med knap 10 kilometer til målstregen i Rouen.
Kort efter forsøgte en del ryttere sig, heriblandt Sylvain Chavanel, men ingen kunne forhindre den på forhånd ventede massespurt, som dog blev decimeret kraftigt på grund af det voldsomme styrt.
Der skete ingen forskydninger i det samlede klassement, da styrtet skete så tæt på mål.
Fabian Cancellara er stadig indehaver af løbets gule førertrøje, mens danske Michael Mørkøv fra Team Saxo Bank-Tinkoff Bank har den prikkede bjergtrøje.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker