Cavendish vandt også i Paris

Mark Cavendish tog sin sjette sejr i dette års Tour de France, da han vandt den afsluttende spurt på Champs-Élysées i Paris.

Det kan godt være, at norske Thor Hushovd vandt den grønne pointtrøje i dette års Tour de France, men derfor løb Mark Cavendish alligevel med den uofficielle titel som sprinterkonge i løbet. Den 24-årige brite vandt også massespurten på løbets sidste etape og blev dermed noteret for sin sjette etapesejr i år.
Sædvanen tro var sidste etape en begivenhedsløs affære, hvor rytterne brugte turen ind mod Paris til at få snakket med kolleger og konkurrenter og få sagt tak for kampen til hinanden. Derfor var der heller ingen udbrudsforsøg, før feltet nåede ind til hovedstaden og de otte omgange på rundstrækningen på Champs-Élysées.
Syv ryttere forsøgte sig og førte længe med omkring et halvt minut til feltet, men de blev hentet kort inde på sidste omgang. Derfor var der igen serveret for Team Columbia, der endnu en gang leverede spurten perfekt for Cavendish. Rivalen Hushovd blev klemt inde og nåede aldrig op, og derfor kunne Mark Cavendish nærmest trille over stregen i ensom majestæt.
Alberto Contador vandt løbets samlede klassement, mens Team Saxo Banks Andy Schleck tog ungdomstrøjen. Den prikkede bjergtrøje gik til italieneren Franco Pellizotti.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret