Cavendish vinder suverænt i karrierens sidste løb
Med fingrene markerede Mark Cavendish, at han i sin karriere nåede 35 etapesejre i Tour de France. Foto: Edgar Su/Reuters
Mark Cavendish vandt spurten i Singapore Criterium og havde god tid til en jubelscene på målstregen.
Mark Cavendishs lange cykelkarriere sluttede, som den langt henad vejen er forløbet; med briten kørende først over målstregen i jubel.
Søndagens Singapore Criterium sluttede i en massespurt, hvor den 39-årige Astana-rytter var hurtigst foran belgierne Jasper Philipsen og Arnaud De Lie.
Cavendish havde på forhånd sikret sig rampelyset og opmærksomheden omkring det lidt upåagtede gadeløb, da han lørdag meddelte, at løbet ville blive det sidste i en voldsomt succesfuld karriere.
Meget passende var det også ham, der krydsede målstregen først efter den sidste omgang. I opløbet havde han så god tid, at han kunne kigge sig tilbage og tage bestik af rivalerne, inden han accelererede en sidste gang.
Da han kørte i mål, var det med tre fingre i vejret på den ene hånd og fem på den anden. Dermed markerede han de 35 Tour de France-etapesejre, der er hans karrieres største bedrift.
Løbet i Singapore var ikke en del af UCI-kalenderen og tæller derfor ikke med i Cavendishs officielle sejrsstatistik.
Han slutter karrieren med i alt 165 professionelle sejre. Den sidste tog han på 5. etape af sommerens Tour de France.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub