Cervélo har fået blod på tanden

Efter Jeremy Hunts sejr på 4. etape af Post Danmark Rundt, så tror holdets bedstplacerede rytter også på, at den gule førertrøje kan vindes.

Jakob Fuglsang vil blive udfordret lørdag aften i jagten på at sikre sig den samlede sejr i Post Danmark Rundt. Cervélo Test Teams Roger Hammond tror ikke på, at Fuglsang har førertrøjen efter enkeltstarten i Roskilde. Det er dog ikke Hammond selv, men holdkammeraten Ignatas Konovalovas, der er 53 sekunder efter Fuglsang, som skal forsøge at fravriste trøjen fra danskeren.
- Vi har en rytter, der var enkeltstarten i Giro'en, så han er ikke dårlig. Han er kun 40 sekunder efter, så det bliver ikke noget problem. Jeg tror ikke, at Fuglsang vil være i førertrøjen efter i aften, siger Roger Hammond, der blev treer på etapen mod Køge, mens holdkammeraten Jeremy Hunt tog sejren.
Mens Konovalovas dog er hele 53 sekunder efter før kampen mod uret over 15,5 kilometer, så er Hammond selv 40 sekunder efter førertrøjen. Han tror dog ikke helt på, at han kan stille noget op over for Fuglsang
- I mine drømme kan det godt lade sig gøre at få førstepladsen, men jeg brugte mange kræfter mod Køge, så jeg tror det ikke. Men jeg vil forsøge, fastslår han.
Jakob Fuglsang tror dog, at han har kræfterne til at afgøre Post Danmark Rundt på enkeltstarten.
- Jeg vil gøre mit til at pille spændingen ud af løbet i aften, siger Jakob Fuglsang.


Post Danmark Rundt afsluttes søndag på Frederiksberg Allé.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret