Champions League-sejr skal sørge for julefred

Caroline Aar Jakobsen (gul) møder for anden gang på en uge det rumænske hold Gloria Bistrita, men denne gang spiller NFH på hjemmebane. Foto: Hans Kurt Frederiksen

NFH har ikke leveret på det ønskede niveau i de seneste kampe, men kan få revanche for et af nederlagene i eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tingene har ikke stemt i de seneste kampe for NFH, der har været igennem nogle hårde uger med nederlag i pokalturneringen og en misset Final4-deltagelse, nederlag på udebane mod Ikast i Kvindeligaen, hvor man var i klar vinderposition og forrige lørdag på udebane mod Gloria Bistrita i Champions League, hvor indsatsen heller ikke var god nok.

Så skulle selvtilliden have et nøk i den rigtige retning i onsdags mod bundholdet Bjerringbro på hjemmebane. Men ak og ve. På de yderste marginaler lykkedes det blot at hive et uafgjort resultat i land hjemme i Spar Nord Boxen, hvor et nederlag til NFH havde været den største sensation i rækken i denne sæson indtil nu.

Derfor vil det også være ekstremt kærkomment, hvis NFH kan trække sig op af dynget og vinde dagens returkamp i Champions League mod Gloria Bistrita, som man altså så sent som for en uge siden tabte med til med 37-29 i Rumænien.

Ramt på selvtilliden

- Der er ingen tvivl om at de seneste resultater har ramt os på selvtilliden, men vi vil gøre alt for at slutte ordentligt af med en sejr mod Gloria Bistrita, lyder det fra træner Jakob Larsen, der efter kampen i dag kigger ind i en kamppause på halvandet måned på grund af EM-slutrunden i Østrig, Schweiz og Ungarn i december.

NFH har kun fået et enkelt point i Champions League-gruppespillet indtil videre, men med til historien hører også at fem ud af de syv hidtil spillede kampe i turneringen er foregået på udebane, hvor det generelt og traditionelt er svært at få noget med hjem fra.

Der fløjtes op kl. 16:00 i Spar Nord Boxen.