Chavanel tager trøjen fra Cancellara

Med et flot soloudbrud i Tour de France-feltets første møde med bjergene i år har franske Sylvain Chavanel fravristet Saxo Banks Fabian Cancellara løbets gule førertrøje.

Quick Step-rytteren kunne desuden glæde sig over sin anden etapesejr, ligesom det er anden gang han kan trække den gule trøje over hovedet i dette års løb. Cancellara gik således helt ned og mistede 14 minutter og 12 sekunder til den nye rytter i front.

Vanen tro var en flok lykkeriddere tidligt i udbrud på etapen. Deriblandt den førende i bjergkonkurrencen, Jerome Pineau. På et tidspunkt havde gruppen et forspring på omkring ni minutter til feltet.

Derfor satte Saxo Bank sig for at øge tempoet - et projekt, hvor til særligt Bbox Bouygues Telecom gav en hjælpende hånd. Udbrydernes forspring blev således gradvist minimeret, og på vej op ad den næstsidste stigning havde udbryderne kun ét minut til feltet.

På dette tidspunkt blev etapen for alvor åbnet. Bbox Bouygues Telecom hårde arbejde blev brugt som affyringsrampe til kaptajnen og den franske mester Thomas Voeckler. Franskmandens ryk satte samtidig sine spor på feltet, hvor Fabian Cancellara allerede måtte slippe taget og faldt tilbage.

Men Voeckler og hans medudbrydere skulle få følgeskab af en farlig herre i skikkelse af Sylvain Chavanel. Franskmanden fik kun én dag i gult efter at have vundet 2. etape, det var han lørdag indstillet på at revanchere.

Chavanel stak hurtigt fra gruppen og kørte op til og senere forbi Jerome Pineau, der ene mand havde holdt fanen højt fra det tidlige udbrud.

Nede i feltet var Cancellara kommet tilbage på nedkørslen, men måtte igen slippe taget, da det gik op ad på den sidste stigning. Alberto Contadors Astana-hold satte et højt tempo, og det kostede for Saxo Bank-rytteren.

/ritzau/

Den franske Quick Step-rytter Sylvain Chavanel vinder 7. etape af Tour de France efter et flot soloudbrud. Han tager den gule trøje fra Fabian Cancellara.

Offentliggjort Sidst opdateret