Chef om Magnussens F1-drøm: Du skal knokle
Kevin Magnussens vilde drøm om en dag at køre Formel 1 er blevet mærkbart mere realistisk, efter han har sat bedste omgangstid ved Young Driver Test de seneste dage i Abu Dhabi - tilmed på hans første dag bag rattet i en rigtig Formel 1-racer.
Men der skal arbejdes hårdt, hvis det skal lykkes, siger hans chef, sportsdirektør hos McLaren Sam Michael.
- I øjeblikket er det vigtigste for Kevin, at han vinder World Series Championship i 2013. Derefter må det blive, hvad det bliver.
- Men det centrale er, at han koncentrerer sig om det, for han bliver nødt til at gøre al benarbejdet først før Formel 1, siger Sam Michael til Ritzau.
Spørgsmål: Hvad skal Kevin gøre for at tage det store skridt til Formel 1?
- Det handler om forståelse af det hele. Han skal være dedikeret, arbejde hårdt, være fysisk stærkere og have en bedre forståelse for ingeniørarbejdet - og det kommer med tiden og erfaringen i samspillet med folkene omkring ham. Han gør det godt.
- Vi skal sørge for, at han fortsætter dette forberedende arbejde sideløbende med sin mesterskabskamp i World Series - og det betyder alt - han skal fortsat arbejde på det hele.
Spørgsmål: Kan han tage springet direkte fra McLaren, eller skal han bevise sit værd på et mindre team først?
- Den slags diskussioner skal vi tage en gang i fremtiden. Senere, hvis Kevin har succes og fortsat presser på i samme gode spor som nu, så er det noget, der vil blive afgjort til den tid, men lige nu kan det spørgsmål ikke besvares.
Spørgsmål: Er hans status på teamet ændret efter præstation i Abu Dhabi?
- Den er den samme. Han er på vores Young Driver Programme. Det eneste, som er bedre for ham, er, at vi har set ham i en Formel 1-bil, og teamet ved, at han kan klare det godt. Det giver ham en masse respekt fra mekanikerne og ingeniørerne. Det er godt.
- Indtil du fysisk har siddet i bilen og vist, hvad du kan, kender folk dig ikke. De kender ham selvfølgelig fra junior-kategorierne, men det er noget andet.
- Nu, hvor han har kørt i Formel 1-bilen, kan han interagere med dem på en anden måde. Han kan sige: Jeg ved, hvad det vil sige at køre en Formel 1-bil og derfra indlede en snak. Det er helt anderledes, end hvis du aldrig har kørt i en før, siger Sam Michael.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned