Cheftræner Tomasson ser opad med bundholdet Roda
Jon Dahl Tomasson ser frem til at begynde som cheftræner for Roda i Æresdivisionen i Holland.
Danskeren har planer med fodboldholdet, der i øjeblikket ligger lige over nedrykningsstregen med 18 point for 18 kampe.
- Man skal være sig selv, og selvom man ligger i den her situation, vil jeg vælge at kigge opad, siger Jon Dahl Tomasson til Ritzau.
- Man skal ikke være bange for at lave fejl. Jeg hader det, at man ikke tør lave fejl. Fejl skal laves, for at man bliver bedre, siger han.
Roda offentliggjorde torsdag, at klubben henter den danske landsholdslegende, som for seks måneder siden blev forfremmet fra assistenttræner til cheftræner for Excelsior i den næstbedste række.
37-årige Jon Dahl Tomasson førte Excelsior frem til en foreløbig syvendeplads, før han nu tiltræder i sit første cheftrænerjob i Æresdivisionen.
Danskeren, der også kender hollandsk fodbold indgående fra sin tid som aktiv via et ophold hos Heerenveen og to perioder hos Feyenoord, har en god fornemmelse før opholdet hos Roda, hvor han har fået kontrakt frem til sommeren 2017.
- Det er klart, at der bliver kigget nedad lige nu, når man ligger i bunden. Det er logisk.
- Men samtidig ved jeg, hvad klubben har præsteret før. Det er en klub med visioner og en plan. Det lyder simpelt at have en plan i fodbold, men det er ikke alle steder, at man har det, siger Jon Dahl Tomasson.
Danskeren har sin første træning med Roda den 3. januar, og to dage senere tager holdet på træningslejr til Spanien.
Den 18. januar venter den første kamp i Æresdivisionen efter vinterpausen, når Roda spiller ude mod Heerenveen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned