CHEFTRÆNER: - VI SKAL HÆVE VORES BUNDNIVEAU

Team Sydhavsøernes højrefløj Daniel Sørensen blev matchvinder sidst holdet vandt i Tønder. Søndag kan han gøre kunsten efter i sæsonpremieren i det sønderjyske. Foto: Nils Lund Pedersen

Team Sydhavsøerne indleder sæsonen i 1. division på udebane mod Tønder.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Sidste sæsons fjerdeplads i 1. division skal konverteres til noget bedre.

Det er udgangspunktet for Team Sydhavsøernes nye cheftræner Nick Szwiec, inden sæsonen går i gang søndag på udebane mod Tønder.

- Vi skal vinde flere kampe end i sidste sæson, understreger Nick Szwiec, og dermed lægger han også op til, at placeringen som nummer fire, der kun var en sejr i sidste kamp fra at blive vekslet til en tredjeplads, skal forbedres.

Står skarpt

Folketidendes bud på en slutstilling i 1. division

1. TMS Ringsted (n)

2. HØJ

3. Skive (n)

4. Team Sydhavsøerne

5. Grindsted

6. Ajax

7. Skovbakken

8. Aarhus HC

9. Tønder

10. Otterup

11. Odder

12. Roskilde

13. Rækker Mølle (o)

14. FIF

- Men det kræver, at vi hæver vores bundniveau. Det nytter ikke noget, at vi har kampe, hvor vi falder fuldstændig ud, og det har vi arbejdet meget på, siger cheftræneren, der tror, at løsningen skal findes i et bedre forsvar.

- Vores forsvar i sidste sæson var ikke godt nok, og der var også for lidt redninger fra målmændene. Det har vi arbejdet ekstremt meget på at få ændret i vores opstart til denne sæson, siger Nick Szwiec, der har haft en opstart, som han havde ønsket sig.

- Vi har virkelig fået arbejdet med de ting, vi gerne ville, og jeg føler, at vi står skarpt til den første turneringskamp, siger Nick Szwiec, der naturligvis har brugt tid på at integrere de nye spillere, der er kommet til i forhold til den måde, han gerne vil spille håndbold.

- Det har ikke været noget problem, for dem, vi  har fået ind, er helt normale oven i hovedet, så det er gået stærkt.

Han har fået tilgang af Rasmus Larsen (Odder), Lasse Højgaard (Skanderborg), Sebastian Minor Hansen, (Roskilde) og Lasse Cieslak (GOG).

Mens der er taget afsked med Mikkel Kaagaard (stoppet), Villads Raahauge Jensen (Ajax), Nicolai Neupart (Halden, Norge), Nicholas Skytte (Taastrup) og Frederik Sørensen (stoppet).

1. division ser umiddelbart stærkere ud i denne sæson, da der i modsætning til sidste sæson er rykket to hold ud af Håndboldligaen og ned i den næstbedste række i skikkelse af TMS Ringsted og Skive, der begge er udfordrere til at tage den direkte oprykningsplads igen. Førstepladsen rykker direkte op, mens nummer to og tre i lighed med sidste sæson skal spille playoff-kampe om oprykning.

Feltet af favoritter er bredt og hårdt, erkender Nick Szwiec.

- Vi kan blive alt fra nummer et til fem, lyder spådommen fra Team Sydhavsøernes cheftræner, der meget gerne vil rykke op i Håndboldligaen, men han er samtidig klar over, at det bliver særdeles vanskeligt.

- Vi kan blive alt fra nummer et til fem

Team Sydhavsøernes cheftræner Nick Szwiec før sæsonstarten i 1. division

- Der tegner sig et billede af en enorm stærk række, hvor mange byder sig til. TMS Ringsted, Skive og HØJ kommer til at lægge med helt fremme, men man skal heller ikke tage fejl af Grindsted og måske Skovbakken, siger Nick Szwiec og fortsætter:

- Og så er der altid et enkelt hold, man ikke havde regnet med, som går ind og overrasker.

Spøgelserne skræmmer

Sæsonpremieren mod Tønder på udebane ser Nick Szwiec som en udfordring, der kan løses, på trods af at netop premierekampe i de seneste mange sæsoner har været noget af en mareridt.

Tre gange på stribe har Team Sydhavsøerne tabt premierekampen og så endda til en oprykker, men det bliver ikke tilfældet i år, da Tønder er en fast bestanddel af 1. division, og netop det faktum beroliger Nick Szwiec.

- Vi kender dem i forvejen og kan i modsætning til de forrige sæsoner forberede os på, hvad de kommer med. Alle vores spillere ved, hvad der venter i Tønder-Hallen med en voldsom larm fra den største tromme i 1. division, så der er ikke noget, der burde kunne komme bag på os.

- Det må ikke være de små detaljer og dårlige forberedelser, der gør, at vi taber. Det skal være et gennemgående tema i hele sæson, siger Nick Szwiec, der må undvære Kasper Olsen i noget tid endnu. Han døjer stadig med efterveerne af en knæskade, han pådrog sig i sidste sæson. Udover ham skulle alle mand være til disposition.

Der er kampstart klokken 15:00 i Tønder-Hallen, og Radio SydhavsØerne sender direkte fra opgøret.