Chelsea-boss undgår ordkrig med Ferguson

Andre Villas-Boas har tidligere været lærling for José Mourinho i Chelsea, men den nuværende Chelsea-manager vil ikke ligesom Mourinho i verbal ordkrig med Manchester United-manageren Alex Ferguson.

Det siger Villas-Boas, inden hans tropper søndag skal en tur til Old Trafford, hvor Uniteds mesterhold venter i en Premier League-topkamp.

- Jeg ser ingen grund til det. Hvis du reagerer på noget, som andre siger, kan det se ud som om, at du er sårbar over for pres.

- Derfor har jeg nøje læst alle ord fra Fergusons pressemøde inden vores kamp. Jeg ved, hvad han har sagt, og han har intet respektløst sagt om os, lyder det fra Villas-Boas.

I stedet for at indlede en infight med Ferguson roser den blot 33-årige manager den legendariske skotte, som er 69 år.

- Det er utroligt, det Sir Alex har opnået i sin karriere. Cv'et taler sig eget tydelige sprog. Jeg kan slet ikke holde styr på alle de titler, han har vundet. Du bliver nødt til at respektere en person som Ferguson.

- For mig er det en ære at spile en så vigtig kamp mod en person, der har vundet så meget, siger portugiseren.

Han regner i øvrigt ikke med at være træner i så mange år, som Ferguson har gjort det.

- Det er min idé at have en kortere karriere, 12 til 15 år endnu måske, lyder det fra Villas-Boas.

Inden søndagens kamp står United noteret for 12 point efter fire kampe, mens Chelsea har to point færre.

/ritzau/

Chelsea-manager Andre Villas-Boas vil ikke ud i en verbal infight med Manchester Uniteds ditto, Alex Ferguson.

Offentliggjort Sidst opdateret