Chelsea erklærer fuld støtte til kriseramte Mourinho
Fodboldklubben Chelsea bakker op om manager José Mourinho på trods af klubbens elendige resultater i sæsonen.
Den engelske storklub Chelsea har ingen aktuelle planer om at skille sig af med manager José Mourinho, selv om den forsvarende mester har fået en elendig sæsonstart i Premier League.
Mandag erklærer klubben sin fulde støtte til manageren, som ifølge engelske medier er fyringstruet.
- Klubben vil gerne gøre det helt klart, at José fortsætter med at have vores fulde støtte.
- Som José selv har sagt, har resultaterne ikke været gode nok, og holdet skal forbedre præstationerne. Vi har tro på, at vi har den rette manager til at vende skuden, og at han har truppen til at gøre det, lyder det i en udmelding på Chelseas hjemmeside.
Lørdag tabte Chelsea 1-3 på hjemmebane til Southampton, hvorefter Mourinho gav sin udlægning af krisen i en mere end syv minutter lang enetale til pressen.
Her slog han blandt andet fast, at han under ingen omstændigheder har i sinde at forlade sit job. I samme ombæring rådede han klubben fra at afskedige ham.
- Hvis klubben fyrer mig, fyrer de den bedste manager, klubben har haft, sagde portugiseren.
Chelsea har blot samlet otte point i de første otte runder og ligger blot nummer 16 i Premier League.
Heller ikke i Champions League er London-klubben kommet optimalt fra start. I sidste uge tabte Chelsea til Porto på udebane og ligger nu nummer tre i gruppe G efter de første to spillerunder.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker