Chelsea giver fyret manager en ny lussing

Foto: Dylan Martinez /Scanpix

Chelsea fortsætter med at være et ubehageligt bekendtskab for André Villas-Boas.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den nuværende Tottenham-manager fik ikke den håbede revanche mod den klub, der fyrede ham i sidste sæson, for Chelsea vandt en stærkt underholdende Premier League-kamp på White Hart Lane med 4-2.

Resultatet er en ny triumf for Villas-Boas' tidligere assistent, Chelseas manager Roberto Di Matteo, der med kæmpesucces har taget over efter den mislykkede portugiser.

Di Matteo kan først og fremmest takke Juan Mata for sejren efter spanierens to kvikke mål midt i anden halvleg, der vendte 1-2 til 3-2 for gæsterne.

I overtiden lagde Mata også op til indskiftede Daniel Sturridges 4-2-scoring for Chelsea, som kun har sat to point til i otte kampe.

Topholdet kom foran efter 18 minutter af en livlig første halvleg, da Gary Cahill med en halvflugter sendte bolden i nettet med fuld musik og dermed gjorde positiv reklame for sig selv i en tid, hvor der bliver god brug for den solide stopper.

Kampen mod Tottenham var nemlig den første uden den sædvanlige forsvarsdirigent og anfører John Terry, der har fået fire spilledages karantæne af fodboldforbundet for racismeballaden med Anton Ferdinand i sidste sæson.

Men også uden Terry var Chelsea bedst før pausen, hvor Mata burde have fordoblet føringen kort før halvtid, da han sendte en returbold over et tomt mål fra kort afstand.

Nu slap hjemmeholdet til pausen med håbet i behold, og Tottenham-spillerne bidrog til festen i anden halvleg, der var endnu bedre end den første.

Det ene angreb afløste det andet, og i løbet af halvlegens første 10 minutter blev kampen vendt på hovedet.

Først fik William Gallas snittet en tværbold i nettet med hovedet, og få minutter senere rettede Jermain Defoe Aaron Lennons flade indlæg af og passerede Petr Cech til en 2-1-føring til Tottenham.

Men det var ikke nok, for Matas og Sturridges træffere gav Villas-Boas en ny Chelsea-skuffelse og gæsterne de tre point.

/ritzau/