Chelsea henter den brasilianske forsvarsprofil Thiago Silva

Thiago Silva kommer til England efter otte år i PSG. Det er blot fem dage siden, han spillede sin sidste kamp for den franske klub, da han spillede Champions League-finale Søndag. Det endte med et nederlag på 1-0 til Bayern München. Foto: Benoit Tessier/Reuters

Danske Andreas Christensen bliver i fremtiden forsvarskollega til den rutinerede brasilianer Thiago Silva.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brasilianske Thiago Silva skifter til Chelsea på en etårig kontrakt.

Det skriver London-klubben på sin hjemmeside.

Forsvarsprofilen, der fylder 36 år til september, skifter til Premier League-klubben på en fri transfer efter otte år i franske Paris-Saint Germain.

- Jeg er glad for at være en del af Frank Lampards spændende trup i næste sæson, hvor jeg vil kæmpe med om titler, siger Thiago Silva til klubbens hjemmeside.

Chelsea oplyser, at klubben har mulighed for at forlænge aftalen med yderligere et år.

Skiftet øger konkurrencen om de centrale forsvarspladser i Chelsea, hvor danske Andreas Christensen er en del af truppen.

Thiago Silva har tidligere blandt andet spillet for AC Milan og FC Porto.

Han står noteret for 88 landskampe for det brasilianske landshold, hvor han er tidligere anfører.

Der har været gang i spillerhandlerne i Chelsea den seneste tid. Onsdag offentliggjorde klubben, at den havde hentet Ben Chilwell i Leicester som forstærkning til venstreback-pladsen.

I denne uge har klubben ligeledes hentet det franske talent Malang Sarr, som man dog straks har lejet ud.

I forvejen har Chelsea forstærket sig med den marokkanske kreatør Hakim Ziyech fra Ajax og den tyske landsholdsangriber Timo Werner fra RB Leipzig forud for den kommende sæson.