Chelsea hiver Aubameyang ud af CL-trup til fordel for nyindkøb
Pierre-Emerick Aubameyang har i denne sæson scoret tre mål i 17 kampe for Chelsea. (Arkivfoto). Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Pierre-Emerick Aubameyang er blevet udeladt af Chelseas Champions League-trup. Tre nyindkøb er kommet med.
Han var på banen i alle Chelseas seks gruppekampe i Champions League i efteråret, men Pierre-Emerick Aubameyang kommer ikke til at spille mere europæisk fodbold i denne sæson.
Den gabonesiske angriber er således blevet hevet ud af Chelseas Champions League-trup forud for forårets knockoutkampe i den prestigefyldte turnering.
Det fremgår af en liste på Chelseas hjemmeside.
Chelsea købte otte nye spillere i januar, og for at få nogle af dem med i Champions League, måtte træner Graham Potter hive andre ud. Det gik altså ud over Pierre-Emerick Aubameyang.
Med de mange nyindkøb stod det på forhånd klart, at Graham Potter ville skulle tage nogle svære beslutninger. Det er således kun muligt at registrere tre nye spillere i Champions League-truppen.
Potter har udvalgt rekordindkøbet Enzo Fernandez samt ukrainske Mykhailo Mudryk og João Félix.
Det betyder blandt andet, at dyrt indkøbte Benoit Badiashile og Noni Madueke er blevet udeladt.
London-klubben skal i ottendedelsfinalen i Champions League møde Borussia Dortmund. De to opgør spilles 15. februar og 7. marts.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker