Chelsea holder City fra fadet i Benitez-debut
Manchester City og Chelsea leverede et skuffende topbrag, da de to storklubber søndag spillede 0-0 i Premier League.
Gæsterne fra City ville en anelse mere end værterne og var tættest på sejren, men det endte altså uafgjort.
Rafael Benitez fik således ikke den mest sindsoprivende debut som Chelsea-manager, efter at Roberto Di Matteo blev fyret tidligere på ugen efter et nederlag til Juventus i Champions League.
Benitez kunne fra bænken notere sig, at ikke alle Chelsea-fans er lige begejstrede for ansættelsen af den tidligere Liverpool-manager. Utilfredsheden blev demonstreret med flere skilte på Stamford Bridge.
På banen var det tydeligt, at ingen af holdene ville tabe kampen. Det primære slag foregik på midtbanen, og her var gæsterne fra City en anelse bedre end Chelsea, der var uden den vanlige general, Frank Lampard.
Først efter pausen fik Fernando Torres truet gæsternes mål med et par gode afslutninger, men helt farligt var det ikke.
De største chancer tilfaldt kampen igennem Roberto Mancinis City-mandskab, der havde to gode muligheder før pausen.
Den offensive højreback Pablo Zabaleta havde et stærk løb op ad banen, men argentineren fik afsluttet lige på Chelsea-keeper Petr Cech efter godt kombinationsspil med Edin Dzeko.
Sergio Agüero havde den vel nok største mulighed, da han kort før pausen blev headet fri få meter fra Chelseas mål.
Agüero kom måske til at tænke sig lidt for meget om, for hans hovedstød savnede både fart og præcision. Cech kunne alt for nemt gribe forsøget.
Efter pausen så det flere gange farligt ud for Chelsea, når bolden blev sendt ind i straffesparksfeltet, men heldigvis for Rafael Benitez blev den hver gang ekspederet ud ad farezonen.
Manchester City har 29 point på andenpladsen i Premier League - et enkelt point bag topholdet Manchester United. Chelsea indtager fjerdepladsen med 25 point.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker