Chelsea kan sagtens uden Fernando Torres

Chelsea har lige brugt knap en halv milliard kroner på at hente angriberen Fernando Torres til fra Liverpool, men måske skulle klubben have investeret i nogle forsvarsspillere eller en målmand i stedet.

Bedømt ud fra 4-2-sejren over Sunderland er det således nærmere nede bagi og ikke i angrebet, at klubben træner til forstærkning.

Målmand Petr Cech burde i hvert fald have haft fat i enten Sunderlands første mål, et langskud af Phil Bardsley, eller nummer to, som blev sat ind direkte på et Kieran Richardson-frispark, hvor muren ikke var alt for godt placeret.

Men det betød altså ikke alverden, for offensiven var usædvanligt godt kørende. Frank Lampard scorede på straffespark i første halvleg, mens Salomon Kalou lidt senere udnyttede en fin stikning fra Nicolas Anelka.

I anden halvleg lagde Chelsea et tungt pres på hjemmeholdet, og efter en times spil gav det endelig pote, da John Terry fulgte op på en parade og bragte Chelsea på vinderkurs.

Og endelig slog Nicolas Anelka fast, at han også kan lave mål, da han i overtiden scorede kampens sidste mål på oplæg af landsmanden Florent Malouda.

Det skal blive spændende at se, om dyre Torres, der ikke har vist prangende form for Liverpool indtil videre i denne sæson, overhovedet kan spille sig til en plads i den stærke Chelsea-offensiv.

Han skal efter planen have sin debut på søndag, når Chelsea hjemme tager imod netop Liverpool.

/ritzau/

Chelsea producerede masser af chancer og vandt 4-2 over Everton. Offensiven sprudlede.

Offentliggjort Sidst opdateret