Chelseas spinkle titelhåb er stadig i live, efter at London-holdet fik genrejst moralen med en 3-1-sejr ude mod West Bromwich.
Det sker, efter at London-holdet tirsdag blev slået ud af Champions League af ærkerivalerne fra Manchester United.
Samme Manchester United ligger lunt til at vinde det engelske mesterskab, men Chelsea-mandskabet gjorde lørdag, hvad de kunne for at holde sig inde i titelræset. London-holdet har nu otte point op til United med seks runder igen.
Det var en scoring midt i første halvleg fra West Bromwich Albions Peter Odemwingie, der skulle vække det stjernespækkede Chelsea-mandskab.
Blot fem minutter efter føringsmålet vristede franske Florent Malouda sig løs i venstresiden og fandt formstærke Didier Drogba, der nemt kan prikke udligningen ind.
I de efterfølgende minutter var Drogba i hopla.
Fire minutter efter udligningen sendte den ivorianske angriber et hårdt langskud af sted, som kun kunne pareres af hjemmeholdets målmand Scott Carson. Drogbas landsmand Salomon Kalou opsnappede bolden og gjorde det til 2-1.
Chelseas midtbane-talismand Frank Lampard sørgede for ekstra ro til pauseteen ved at udbygge føringen til 3-1 med et hårdt skud.
Chelseas spanske angriber Fernando Torres blev sat på banen med 13 minutter igen, men han fik ikke brudt sin lange måltørke. Dermed er den dyre angriber stadig sårbar overfor kritik.
I bunden tog Wigan springet fra rollen som ligaens bundprop og steg fire pladser op i tabellen, hvor de nu er landet lige over nedrykningsstregen. Det gjorde det nordvestengelske hold ved at vinde 3-1 over nabobyen Blackpool, der nu ligger under nedrykningsstregen.
Lars Jacobsen spillede hele kampen, da han med West Ham mistede vigtige point i bundstriden hjemme mod Aston Villa. Udeholdets Gabriel Agbonlahor scorede i overtiden til 2-1.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker