Chelsea-manager efter 8-0: Alt gik efter planen

Chelseas manager, Rafael Benitez, var forståeligt nok svært tilfreds med sit holds indsats, da klubben havde sendt Aston Villa hjem med et 0-8-nederlag i søndagens sene Premier League-kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Man kunne se fra begyndelsen, at holdet var virkelig fokuseret og havde selvtillid. Når man scorer to og tre mål er det lettere, men vi spillede rigtig godt mod et hold med god bevægelse, siger Rafael Benitez til Chelseas hjemmeside.

- Vi vidste, at Aston Villa kunne være farlige på kontra, så vi prøvede at stoppe dem ved at angribe, og alt gik efter planen, siger spanieren.

Chelsea ligger på tredjepladsen i Premier League med 32 point for 18 kampe, efter at klubben har haft en meget turbulent sæson, der kulminerede med fyringen af manager Roberto Di Matteo.

Sejren var Chelseas anden i træk i Premier League.

- Nu skal vi holde fast og fortsætte med at vinde kampe. Så vil det også være lettere for mig at sprede budskabet om, at vi er konkurrencedygtige, siger Rafael Benitez.

Mindre munter var Aston Villas manager, Paul Lambert, efter den store lussing.

- Man skal ikke være Einstein for at se, hvad der gik galt. Vi har haft nogle gode resultater på det seneste, men jeg vil ikke komme med undskyldninger, vi tabte klart, siger han.

- Kredit til Chelsea, de var fantastiske. Vi har et ungt hold, og nogle gange kan man lære mere om sine spillere ved et nederlag, siger Paul Lambert.

Aston Villa ligger nummer 18 i Premier League med 18 point.

/ritzau/