Chelsea overtager FCN-rekord med europæisk storsejr
Christopher Nkunku har netop bragt Chelsea på 8-0 mod Noah. Foto: Isabel Infantes/Reuters
Chelsea slog Noah med 8-0 og satte ny sejrsrekord i Conference League. Tidligere havde FCN rekorden.
Chelsea satte torsdag aften ny rekord for største sejr i Conference League.
Det skete med en sejr på 8-0 over armenske Noah.
Chelsea tager endda rekorden fra danske FC Nordsjælland, der i sidste sæson slog Ludogorets med 7-1 i Farum.
Chelsea sparede endda en lang række profiler, men selv i en reservespækket opstilling blev armenerne pulveriseret.
På mål havde Chelsea danske Filip Jörgensen, der ikke havde sin travleste aften.
Noah holdt stand på i 11 minutter, men så gik det stærkt på Stamford Bridge. Da Chelsea fik hul på hylden, scorede London-holdet fire gange på ni minutter.
Enzo Fernández stod for tre assister, da han serverede for Tosin Adarabioyo, Axel Disasi og João Félix.
Så fulgte 18 minutters måltørke, før Mykhailo Mudryk og Felix med sit andet mål sørgede for hele 6-0 ved pausen.
Chelsea var knap så angrebslysten i anden halvleg, der var halvt afviklet, før Christopher Nkunku øgede til 7-0. Med et kvarter tilbage øgede han også til 8-0 på straffespark.
Med sejren fører Chelsea Conference League med ni point for tre kampe og en målscore på 16-3.
Også Manchester United hentede en europæisk sejr, da holdet på Old Trafford slog græske Paok med 2-0 i Europa League.
Rasmus Højlund spillede 90 minutter som spydspids, men det var en anden offensivspiller, der løb med overskrifterne.
Den 22-årige ivorianer Amad Diallo scorede således begge United-mål.
Christian Eriksen startede på bænken hos United, men blev sendt i aktion på midtbanen midtvejs i anden halvleg.
Det var Uniteds første sejr i Europa League efter tre uafgjorte i træk. Klubben, der venter på, at Ruben Amorim snart tiltræder som træner, ligger nummer 15 ud af 36 hold med sine seks point for fire kampe. FC Midtjylland har syv point trods torsdagens nederlag til rumænske FCSB.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub