Chelsea slår Liverpool og åbner for tæt top-4-duel
Olivier Giroud headede Chelsea til sejr over Liverpool. Foto: Scanpix/Glyn Kirk
Scanpix/Glyn Kirk
Chelsea kan igen øjne top-4 efter 1-0-sejr over Liverpool. Arsenal knuste Burnley i Wengers hjemmebane-farvel.
Chelsea hentede søndag med den fjerde ligasejr på stribe yderligere næring til et overraskende comeback til top-4 i Premier League og dermed adgang til Champions League i næste sæson.
Det skete med en 1-0-sejr over Liverpool, som dermed stadig ikke kan føle sig sikker på en plads i det gode selskab.
Liverpool så ikke skarp ud på Stamford Bridge og er nu uden sejr i tre ligakampe i træk.
Blot et point til gæsterne ville ellers formentlig være nok til at gøre kampen om den sidste Champions League-plads til en duel mellem Chelsea og Tottenham.
Men efter tre gode Liverpool-muligheder i kampens indledning kom et defensivt indstillet Chelsea-mandskab foran, da Olivier Giroud udnyttede ubalance i gæsternes midterforsvar til at heade et godt indlæg fra Victor Moses i nettet efter 32 minutter.
Et par gange i anden halvleg var Chelsea tæt på 2-0, og Liverpool havde meget svært ved at skabe chancer.
Først i overtiden kom udligningen nogenlunde tæt på, da indskiftede Dominic Solanke headede forbi mål.
Med Chelseas sejr kan ikke blot Liverpool, men også Tottenham mærke den varme ånde fra Antonio Contes mandskab i nakken.
Liverpool har 72 point på tredjepladsen i rækken, mens Tottenham har 71 og Chelsea nu står noteret for 69. Liverpool har spillet en kamp mere end rivalerne.
Chelsea har dog en meget dårligere målscore end Liverpool, så Jürgen Klopps mandskab kan stadig endegyldigt sikre sig en plads i top-4 ved at besejre Brighton hjemme på Anfield i sæsonens sidste kamp.
Kikser det, er der også direkte adgang til næste års Champions League forbundet med en finalesejr over Real Madrid den 26. maj.
I de sidste kampe skal Tottenham op mod Newcastle og Leicester på hjemmebane, mens Chelsea har Huddersfield hjemme og Newcastle ude.
Liverpool har kun hjemmekampen mod Brighton tilbage.
I søndagens anden eftermiddagskamp spillede Arsenal afskedskamp for manager Arsène Wenger på hjemmebane, og det gik ud over Burnley.
Arsenal vandt 5-0.
Pierre-Emerick Aubameyang og Alexandre Lacazette scorede før pausen.
I anden halvleg scorede backen Sead Kolasinac og Alex Iwobi, før Aubameyang satte punktum for afskedsfesten.
Med sejren slutter Arsenal på sjettepladsen foran Burnley, som også skal spille europæisk i næste sæson.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde