Chelsea-spanier er udskrevet efter hjernerystelse
Azpilicueta faldt til jorden, efter at han var blevet sparket i hovedet under kampen mod Southampton. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
César Azpilicueta pådrog sig en hjernerystelse i weekendens kamp mod Southampton. Nu er han blevet udskrevet.
Chelseas forsvarsspiller César Azpilicueta er blevet udskrevet fra hospitalet, efter at han i weekenden pådrog sig en hjernerystelse i Premier League-kampen mod Southampton.
Det oplyser Chelsea på sin hjemmeside.
Azpilicueta faldt på dramatisk vis til jorden, da han blev sparket i ansigtet. Han fik hjælp af holdkammerater og læger, og efter ti minutters behandling kunne han iført iltmaske forlade banen og kortvarigt vinke til fansene, som klappede ham ud.
I første omgang stod det ikke klart, hvor slemt det stod til, men det kom hurtigt frem, at spanieren var ved bevidsthed og havde talt med sin kone.
Nu forsøger han at komme sig på træningsanlægget Cobham.
- Klubbens medicinske stab følger Césars tilstand tæt og følger de vigtige hjernerystelsesprotokoller, som er til for at sørge for hans sikkerhed.
- César overværede træningen i dag, før han begynder at arbejde hen imod at vende tilbage til banen, skriver Premier League-klubben tirsdag.
Chelsea tabte hjemmekampen på Stamford Bridge med 0-1 og er på tiendepladsen i Englands bedste række.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker