Chok for NFH: Træner siger op

Michael Hovmand stopper efter bare en sæson som træner for håndboldklubben NFH's 1. divisionskvinder.

Den taktisk begavede sakskøbingenser kan ikke få tidsskemaet til at hænge sammen. Civilt har han nemlig et krævende job som revisor hos Revision Syd i Nykøbing.
- Det har specielt været slemt her efter nytår, hvor der har været meget at lave på jobbet. Jeg har oplevet tre-fire dage i træk, hvor jeg ikke har set min femårige søn, forklarer Michael Hovmand.

Han understreger, at beslutningen intet har med spillerne eller klubben at gøre. Det er udelukkende på grund af sit eget privatliv.
- Da Torsten (Ljungstrøm, sportschef i NFH, red.) henvendte sig sidste år, sagde jeg i første omgang nej, fordi jeg vidste, at det ville blive svært. Det kan næsten ikke lade sig gøre at være træner på det her niveau og have et fuldtidsjob.
- Det vil sige: Det kan det godt, hvis man er villig til at leve næsten uden fritid. Men det, synes jeg ikke, det er værd, fastslår træneren.

Hovmand meddelte sin beslutning til klubbens ledelse i lørdags og bad om at blive løst fra sin toårige kontrakt efter denne sæson.

Hovmands opsigelse kom overraskende for NFH, men klubben har handlet hurtigt. Trænermarkedet er allerede ved at blive afsøgt.
- Vi har fire trænere i tankerne. Nogle af dem var også i spil sidste år, da vi ansatte Michael, siger NFH's sportschef, Torsten Ljungstrøm.




Civilt job kræver for meget til at kombinere med tophåndbold, forklarer Michael Hovmand.

Offentliggjort Sidst opdateret