Chokeret Esbjerg-træner efter nedtur: Det må aldrig ske
Esbjergs Markus Halsti måtte sande, at Randers FC fik udlignet til 3-3 i overtiden, da Esbjerg og Randers mødtes i Superligaen lørdag. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Esbjerg var foran med 3-0, men fik alligevel kun 3-3 mod Randers FC. Træner John Lammers efterlyser omtanke.
Esbjerg var lørdag foran med 3-0 på hjemmebane mod Randers FC i Superligaen.
Vestjyderne smed dog det hele væk og måtte i sidste sekund se sæsonens første sejr fordufte.
De stod klart, da Erik Marxen dybt inde i overtiden udlignede til 3-3 for gæsterne efter et hjørnespark.
Esbjerg har dermed lukket ni mål ind i de seneste tre kampe, og træner John Lammers var målløs efter nedturen mod Randers.
- Vi gav det væk til sidst, for vi mistede fuldstændig kontrollen.
- Vi stoppede med at spille og gøre de rigtige ting, og så spredte panikken sig. Det må aldrig ske.
- Når man fører 3-0 og er i gang med at spille en fantastisk kamp, så må man ikke give slip. Uanset hvad, skal man holde organisationen, og det gjorde vi ikke, siger John Lammers.
Før kampen annoncerede Esbjerg en aftale med hollandske Rafael van der Vaart for resten af sæsonen, og John Lammers ser frem til at kunne bruge sin landsmand.
- Rafael er en af de bedste fodboldspillere, Holland nogensinde har haft.
- Han skal i form hurtigst muligt, og så kan han få en stor rolle på holdet, men han skal have lidt tid.
- Hvis han kunne have spillet mod Randers, og jeg havde sat ham ind i slutningen af kampen, så var afslutningen ikke gået, som den gjorde, siger John Lammers.
Rafael van der Vaart glæder sig til at trække i Esbjerg-trøjen, og han har en stor sult efter at bidrage.
- Jeg så mange gode ting mod Randers, men det er klart, at vi ikke må smide sejren. Jeg skal ind og hjælpe med mine kvaliteter på et ungt og talentfuldt hold, og det mener jeg også, at jeg kan.
- Med hjælp fra sundhedsstaben er vi i gang med at bygge formen op, så til en begyndelse er det nok realistisk at komme ind fra bænken.
- Men jeg er i Esbjerg for at spille, ligesom alle andre fodboldspillere, siger Rafael van der Vaart.
Esbjerg har to point efter de første fire kampe.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde