Chokeret NFH-spiller: - Det røde kort var sindssygt
Alberte Kielstrup nåede kun at spille et kvarter mod norske Storhamar. Så røg hun ud med direkte rødt kort. Foto: Hans Kurt Frederiksen
Hans Kurt Frederiksen
Alberte Kielstrup kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da de polske dommere hev et rødt kort op af lommen.
NYKØBING: Blot et kvarter nåede Alberte Kielstrup at bidrage til NFH's første European League-kamp i denne sæson mod norske Storhamar. Så måtte hun forlade banen i tårer, efter at kampens to polske dommere, var nået frem til, at hun begik en forseelse, der skulle koste et rødt kort, og dermed diskvalifikation for resten af kampen.
Den norske fløjspiller Kristin Venn brød igennem og bragede ind i Alberte Kielstrup, der måske - måske ikke - kantede modstanderen for voldsomt. Ved første øjekast lignede det en angrebsfejl, da Alberte Kielstrup ikke havde en fod i målfeltet.
- Jeg blev enormt frustreret over så uretfærdig en dom, som kunne have fået så store konsekvenser for os i resten af kampen. Jeg var meget vred, da jeg forlod banen, sagde Alberte Kielstrup, der genså situationen efter kampen.
- Jeg var rimelig sikker på, at der var angrebsfejl, men da de så ikke dømmer det, så var jeg klar over, at det nok blev en to-minutters udvisning. Men da de så hiver det røde kort op af lommen var jeg dybt chokeret over, at de når der til. Det var nærmest en hård dom at give en to minutters udvisning. At det så ender med en rødt kort, synes jeg er sindssygt, lød det fra den uheldige NFH-spiller, der kunne følge de sidste 45 minutter af kampen fra tribunen.
- Jeg var da enormt frustreret over, at jeg ikke kunne deltage mere i kampen, og kæmpe sammen med pigerne, for jeg havde lyst til at kæmpe, og vende den dårlige start, vi havde fået, kom det fra Alberte Kielstrup, der kunne se NFH tabe med 27-26.
- Men der er ingen grund til at gå i panik. Vi kan godt slå Storhamar med to mål på udebane og ende foran dem alligevel.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned