Chris Anker: Åndssvagt at køre videre
Chris Anker Sørensen overvejede aldrig at stå af cyklen torsdag, men bagefter kalder han det åndssvagt, at han kørte. Han cyklede nemlig med fingre, der blødte så meget, at han måtte en tur på hospitalet efterfølgende.
Efter opholdet på Clinique L'Union i Toulouse havde han sundet sig lidt oven på torsdagens dramatik.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg gennemførte etapen, det var åndssvagt. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte på, siger cykelrytteren Chris Anker Sørensen, der først fik forskrækkelsen i holdbussen efter etapen.
- Ja, jeg var selv lidt chokeret der. Og det lugter jo langt væk af en lønforhøjelse, siger han med det vanlige glimt i øjet.
Uheldet skete, da Chris Anker Sørensen skulle trække en avis ud af forhjulet på sin cykel. Rytterne bruger aviser til at skærme kroppen for kulden på vej ned af stigningerne, men en af aviserne røg altså ind i egerne på hjulet.
- Vi skulle skifte hjulet, for der var også røget en eger, siger danskeren.
- Men lægen sagde, det var okay (med fingrene, red.), og at der nok skulle stå en kirurg færdig efter etapen.
Derfor overvejede danskeren heller ikke at stå af sin cykel og tage turen hjem i en af holdbilerne.
- Nej, for jeg var nede at spørge om det, og det så okay ud i forhold til at fortsætte. Så hun (lægen, red.) sagde, det var okay, siger Chris Anker Sørensen.
- Jeg tænkte lidt, om det var flere liter blod, der fossede ud af mig. Det ser jo lidt vildt ud, når man kigger ned på det, siger han med henvisning til det blodige styr op cyklen.
Danskeren ligger lige nu på en overraskende 14.-plads, og han håber meget, at han fortsætte med Touren fredag. Lægen har sagt god for en fortsættelse, men det afhænger af smerterne fredag.
- Nu må vi se, hvordan jeg har det. Nu kunne jeg komme igennem i dag, og lægen siger, det burde gøre mindre ondt i morgen i forhold til i dag, siger Chris Anker Sørensen.
Efter Touren venter der danskeren en hudtransplantation, hvor læger skal tage hud fra hans håndflader til at lapningen af fingrene. Men at operationen først skal foretages efter løbet, bekymrer ikke Chris Anker Sørensen lige nu.
- Nu må vi se i forhold til den operation. Mister jeg lidt følelse i fingeren, så går det nok.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker