Chris Anker drømmer om VM-medalje

Chris Anker Sørensen agerede hjælper sidste år, da holdkammeraten Matti Breschel vandt VM-bronze, men i år drømmer Team Saxo Bank-rytteren selv om at komme på podiet.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke drømmer om VM-titlen. Jeg har ambitioner, selvom jeg har kørt mange løb i år som hjælper. Hvis jeg sidder i en finale, skal jeg nok være klar. Hvis der sidder nogle og lurer, så stikker jeg, og hvis jeg først får hul, kan de ikke hente mig, det lover jeg, siger Chris Anker Sørensen, der ved, at han skal alene af sted, hvis han skal lave noget stort.

Han erkender dog, at både Matti Breschel, der er hurtig, hvis der kommer en mindre gruppe til mål, eller Jakob Fuglsang, der er kommet ud af Vuelta a España i god form, nok er Danmarks bedste bud på en topplacering.

- Jeg føler, at vi har gode kort lige meget om, der bliver åbnet tidligt eller sent. Vi skal ikke tage initiativ, men se hvad de andre laver, og så reagere efter det. Jeg ved, at Matti og Jakob er godt kørende og nok også bedre kørende end mig, fordi jeg ikke har kørt så mange løb på det seneste. De er nok vores bedste kort, og jeg vil ofre mig for dem, siger Chris Anker Sørensen.

/ritzau/

Målet for Danmark ved VM i cykling er igen at komme på podiet, og bjergrytteren Chris Anker Sørensen drømmer om, at det bliver ham.

Offentliggjort Sidst opdateret