Chris Anker fanget af styrt: Pis og lort

Frustrationerne var tydelige hos Chris Anker Sørensen, der aldrig kom til at vise sig frem under VM på hjemmebane.

Danskeren blev undervejs hægtet af feltet i forbindelse med et styrt, hvor også favoritten Thor Hushovd blev fanget.

- Jeg er pissetræt af det og ville gerne have vist mig frem på hjemmebane.

- Der er nogle, der styrter, og så blev hele vejen blokeret. Så var jeg fanget og kom aldrig op igen. Det er noget pis og lort og pisseirriterende, sprutter Chris Anker Sørensen.

På grund af uheldet sluttede Chris Anker Sørensen som nummer 129 - næsten ni minutter efter den nykårede verdensmester Mark Cavendish.

Midt i irritationen glæder han sig trods alt over, at de øvrige danskere fik kørt et godt løb samt opbakningen fra omkring 250.000 tilskuere i Nordsjælland.

- Det var stort at prøve, og jeg ville gerne have leveret en bedre indsats. Jeg var uheldig, og sådan er cykling også. Man kan ikke sidde fremme hele tiden. Jeg gamblede, og det var forkert.

- Jeg er alligevel glad for, at de andre viste flaget fint. Det var flot, at Michael Mørkøv blev nummer 18, siger danskeren, der kalder Cavendish en fortjent vinder:

- Han var den bedste mand på denne rute. Det er helt fair. Det er altid fortjent, når man bliver verdensmester.

/ritzau/

Bjergrytteren Chris Anker Sørensen var arrig over et styrt, der betød, at det aldrig blev hans VM.

Offentliggjort Sidst opdateret