Chris Anker Sørensen og Lars Bak trillede i mål sammen som henholdsvis nummer 193 og nummer 194 på dagens Tour-etape til Redon, fire minutter og 23 sekunder efter etapevinder Tyler Farrar.
Det var der en rigtig god grund til, fortæller Chris Anker Sørensen.
- Jeg havde lige brug for at snakke med Lars Bak og fortælle nogle røverhistorier, siger Saxo Bank-Sungard-rytteren.
De to danskere, som tidligere kørte sammen på Team Saxo Bank, har kendt hinanden i mange år.
Og da dagens hårde slid var overstået, følte Chris Anker Sørensen et behov for at puste ud i godt selskab.
- Jeg hjalp Alberto og sad ude i vinden for ham fra kilometer 40 til kilometer 20, og så trak jeg lidt tilbage resten af vejen. Da det så blev hårdt i finalen, så rullede jeg til mål.
Også Lars Bak har formentlig haft et behov for at slappe af, efter han havde slidt og slæbt for sin kaptajn Mark Cavendish.
For Chris Anker Sørensen var dagens etape endnu et godt signal om, at han har det bedre efter sit styrt på første etape.
- Jeg har det fint. Ribbenene gør stadig ondt, men de generer mig ikke alt for meget i dag, så det var helt perfekt, siger Chris Anker Sørensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker