Chris Anker: Jeg har skrevet under

Chris Anker Sørensen, der søndag kunne lade sig hylde på podiet i Paris som Tourens mest angrebsivrige rytter, har fået en afklaring på fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 27-årige dansker har indgået en aftale for næste år, men han ønsker ikke at afsløre, om han bliver på Saxo Bank-Tinkoff Bank eller skifter til et andet hold.

- Jeg har skrevet under for den ny sæson.

- Men det må være op til holdet at fortælle, hvornår det skal offentliggøres, siger Chris Anker Sørensen til ekstrabladet.dk.

Den lille nyhed faldt midt i hyldesten af ham på Champs-Élysées. Og den angrebsivrige dansker ville gerne have poseret lidt mere på podiet i Paris.

- Jeg vil da gerne have stået der i længere tid, men der var jo også andre, der skulle til, siger Chris Anker Sørensen til TV2.

- Det var en fantastisk oplevelse. Men jeg vil nu sige, at hele holdet havde fortjent at stå deroppe.

- De sidste dage kunne jeg ikke være kommet igennem uden mit hold. Så det er på grund af dem, jeg får den pris, siger Chris Anker Sørensen.

Danskeren har gjort sig bemærket i årets Tour de France ved både at være angrebsivrig og have gennemført mere end en halv etape med to fingre, der hang i laser.

Derfor var de to yderste fingre på den en hånd også i bandage, da han modtog prisen.

- Altså hvis jeg skulle vælge mellem skaden i hånden og prisen, så havde jeg nok valgt ikke at blive skadet. Men jeg tror da også, jeg har fået prisen for noget andet, siger Chris Anker:

- Vi har været med i alle udbrud og været med til at skabe det her løb.

Foruden titlen som den mest angrebsivrige rytter fik danskeren også en imponerende 14.-plads i den samlede stilling.

/ritzau/